Tag-arkiv: SPOT

Fra Melodica til SPOT til musikbranche

melodica logo sort

SPOT Festival er her allerede, og Melodica Aarhus nærmer sig med hastige skridt. Et kig på SPOTs program afslører, at mange artister har en fortid hos Melodica, som i en vis forstand kan ses som et springbræt til SPOT og den videre karriere. Det blev det for Marie Fjeldsted, a.k.a. Penny Police.

Af Britt Louise Hansen

Anna Lidell (Akiri), Esben Svane, Den Fjerde Væg, Echo Me, Dad Rocks, Nordpå, Penny Police, Kim Kix, Il Tempo Gigante, Vibeke Falden, Tone, Anna Rosenkilde… Artister, som alle enten skal optræde på SPOT Festival eller har gjort det, og som også tidligere har optrådt på Melodica Aarhus – måske som et springbræt til deres musikalske karriere.

Marie Fjeldsted, med kunstnernavnet Penny Police, er en af dem. I år står hun på Café-scenen til SPOT Festival, men indledte allerede i 2010 sin musikalske karriere med at optræde på Melodica Aarhus. Her fortæller hun, hvordan hendes optræden på Melodica åbnede nogle døre for hendes videre karriere.

Mange bække små

”En af de andre optrædende på Melodica, Myrra Rós, var fra Island og medarrangør af Iceland Airwaves Festival, hvor hun inviterede mig til at spille.”

Iceland Airwaves Festival er en større, anerkendt islandsk festival, som i oktober måned hvert år siden 1999, sætter spot på ny musik fra både Island og resten af verden, og hvor kunstnere som Björk, Sinead O’Connor og Yoko Ono også har optrådt.

Melodica Aarhus blev på den måde Marie Fjeldsteds adgangsbillet til Iceland Airwaves, som gav karrieren et kick:

”Mødet med Myrra Ros på Melodica var enormt heldigt og har haft væsentlig betydning for min karriere.”

Om end Marie Fjeldsteds optræden på Melodica Aarhus ikke blev den direkte årsag til hendes optræden på SPOT Festival, gør mange bække små som bekendt en stor å, og i den forstand var Melodica en væsentlig en af slagsen:

”Personligt var min optræden på Melodica en af mine første koncerter, og det var et dejligt og afslappet forum at få lov til at spille i. Jeg mødte også andre sangskrivere, som jeg stadig har kontakt med.”

Fra Danmark til udlandet

Som tilfældet var for Marie Fjeldsted og mange andre kunstnere, arbejder Melodica Aarhus for, at danske sangskrivere får bedre muligheder for at komme til udlandet og optræde og få udbredt deres musik til et internationalt publikum.

Glæd dig til at høre sangperler fra både udenlandske og danske sangskrivere på
Aarhus’ internationale sangskriverfestival d. 9.-11. maj.

Lyt til Marie Fjeldsteds seneste album her: