Tag-arkiv: Sponsor

Co-writing skaber fællesskab

jesper madsen”Co-writes er en fed, social ting, som gør, at alle involverer sig mere og bidrager til, at alle får mere ud af det,” fortæller sangskriver Jesper Madsen (Echo Me), der, som noget helt nyt, er udvalgt til at deltage i en co-write til dette års Melodica Aarhus.

Af Britt Louise Hansen

I løbet af februar i år blev en lang række danske og udenlandske sangskrivere udvalgt af holdet bag Melodica Aarhus til at deltage i en såkaldt co-write. Sangskriverne blev matchet på tværs af nationaliteter – én dansk og én udenlandsk.

En co-write er det, der opstår, når to eller flere sangskrivere samarbejder om at skrive en ny sang. Dette koncept har Melodica Aarhus taget til sig i år, blandt andet for at knytte stærkere bånd mellem de deltagende sangskrivere. Fællesnævneren i projektet er, at sangene skal skal uropføres på Melodica Aarhus den 11. maj.

En af dem, der skal co-write, er danske Jesper Madsen med kunstnernavnet Echo Me,
som er blevet matchet med den irske sangskriver, Maxine Gallagher.

Maxine Gallagher
Den irske singer/songwriter Maxine Gallagher skal co-write med danske Jesper Madsen.

Et brud på de vante rammer

”Det er altid vildt sjovt at arbejde på den måde, og resultatet bliver altid noget andet, end hvad du ellers ville have lavet.”

For Jesper Madsen er der som sangskriver et stort personligt udbytte ved at deltage i en co-write:

”Som sangskriver kan man nogle gange komme til at gentage sig selv, da det ofte er nogle bestemte fremgangsmåder, der er frugtbare. Ved at sparre med andre får man brudt med sine vaner og lærer noget af andres approach.”

Jesper har dog ikke tidligere co-writet særlig meget og kendte heller ikke sin co-write-partner Maxine Gallagher i forvejen. Alligevel er de kommet godt fra start med at skrive deres sang via internettet og forventer at have den klar til den 11. maj.

Ikke bare en række koncerter

På et mere overordnet plan mener Jesper Madsen også, at samarbejde kan udvide den enkelte sangskrivers horisont:

”Jeg synes, der er en tendens til, at musikere har meget travlt med deres egne projekter. Jeg vil bestemt ikke pege fingre, da jeg selv er et udmærket eksempel på det.”

Og her kan co-writing bidrage med noget vigtigt, både for den enkelte, men også for en festival som helhed:

”Melodica vil gerne noget andet end bare at være 10-20 enkeltstående koncerter, nemlig at folk engagerer sig i fælleskabet. Det tror jeg klart bliver styrket ved, at der er dette lille projekt, hvor man skal komme og præsentere noget for hinanden.”

Styrker også internationalt samarbejde

Også Jakob Alsbjerg, formand for Melodica Aarhus, bekræfter, at valget af co-writes også har stor betydning for den fireårige festival. At matche en dansk og en udenlandsk sangskriver passer lige ind i Melodicas grundidé:

”En stor del af Melodicas koncept er jo at skabe musikalske netværk på tværs af landegrænser. Det er interessant at høre, hvad der sker, når f.eks. en amerikaner og en dansker krydser sangskriverklinger. På den måde vil Melodica Aarhus skabe flere og stærkere bånd mellem de optrædende og skabe grobund for internationalt samarbejde på et højere plan.”

Og med det nye, innovative tiltag i tankerne, konkluderer han:

”Melodica Aarhus udvikler sig lige nu. Jeg håber, at vi med dette års festival for alvor bliver en kendt og anerkendt begivenhed i Aarhus.”

Flere sangskrivere verden over bruger i skrivende stund deres tid, kræfter og sangskrivertalent på at co-write. Glæd dig til at høre uropførelsen af deres sange på Melodica Aarhus den 11. maj 2013 kl. 19.00 på Tir Na Nóg.

Melodica Aarhus’ co-writes har fået økonomisk støtte fra

 

 

Co-writes på Melodica Aarhus 2013:

  1. Maria Manuela, Miranda Dawn og Chris Hawkes
  2. Jesper Madsen (Echo Me) og Maxine Gallagher
  3. Jonas Dahl og Bernhard Eder
  4. Dietmar Berkner, Daniel Kelleher, Maria Andrea, Katharina Garden og Misha Hoist
  5. Katharina Garden og Mikkel Bøggild (Barrow)
  6. Peter Piek og Esben Svane
  7. Vincent Long og Jakob Alsbjerg
  8. Daniel Kelleher og Jørgen Clausen
  9. Jenny Thiele og Svend Seegert

Ret til ændringer forbeholdes.

Melodica Night i aften på Gyngen

Den svenske duo, House of Trees, er den internationale artist i aften på Gyngen. Allerede nu kan du begynde at glæde dig til en Melodica Night, som, traditionen tro, er en appetitvækker til festivalen i maj. Aftenen byder blandt andet på en indvielse af et klaver fra Tuborgfondet. 

Af Britt Louise Hansen 
Redigeret af Ole Bertil Holmgaard

Kaffe på kanden, levende lys og intime toner fra lokale og udenlandske sangskrivere. I aften slår Melodica Aarhus dørene op til en Melodica Night.

Melodica Nights er små pop-up-koncerter, som afvikles imellem Melodica-festivalerne, og som introducerer tidligere og kommende Melodica-artister.

Denne Melodica Night byder på medlemmer fra den svenske gruppe House of Trees og den dansk-tyske duo, Past Perfect.

Aftenen vil desuden byde på en koncert med Matilda Tjelldén, der i det daglige er frontfigur i bandet Pinewood Benders, der vil indvi et stagepiano, som Tuborgfondet i år har sponsoreret Melodica Aarhus med. 

En lille finurlighed er, at vi også kan fejre Melodica-kurator Bjørn Giesenbauers 40 år på jorden. Bjørn optræder desuden med Past Perfect samme aften.

Se vores videoer fra de tidligere Melodica Nights her.

Melodica Night finder sted den 20. april 2013 kl. 21.00 på Gyngen i Mejlgade, og der er gratis entré.

Unknown-1Kom og lyt med!